Medlemmer
SORTÈR EFTER DISCIPLIN
I ALFABETISK RÆKKEFØLGE
Jeg er gymnasieelev med en stor interesse indenfor særligt bioteknologi og sundhedsvidenskab, som jeg har arbejdet med i egne forskningsprojekter. Her arbejder jeg med menstruationscyklussens effekt på lægemiddelmetabolisering og biosensordesign.
Jeg har præsenteret mit sundhedsvidenskabelige forskningsprojekt om farmakokinetik ved Unge forskere, the European Union Contest for Young Scientists (EUCYS), Taiwan International Science Fair (TISF) og i maj også Regeneron International Science and Engineering Fair 2026 (ISEF). Jeg deltager også i bioteknologikonkurrencen International Genetically Engineered Machine (iGEM) i 2026. Jeg formidler naturvidenskab med afsæt i mine egne projekter med fokus på at vække nysgerrighed og undren, og hvordan dette kan være med til at løse samfundsmæssige problemstillinger.
Jeg er en ung udvikler, der formidler min erfaring og passion for innovation og omsætning af forskning til praktiske løsninger. Jeg har lavet projekter inden for alt fra agrikultur til skyskrabere, som er blevet præsenteret ved nationale og internationale konkurrencer samt for unge og lærere, der søger motivation og indsigt i en anderledes og lærerig projektbaseret arbejdsmetode.
Jeg studerer til civilingeniør på Danmarks Tekniske Universitet i Geofysik og Rumteknologi. Jeg er i øjeblikket ved at færdiggøre min kandidatuddannelse, hvor jeg specialiserer mig indenfor kortlægning og navigation. Min store interesse er at undersøge Jordens klimasystem vha. satellitdata: alt fra vanddamps-variationer i atmosfæren afsmeltning af havis til opmåling af Jordens gravitationsfelt.
Uanset fagområde, bestræber jeg mig efter at min formidling skal vække nysgerrighed og undren, og gøre viden levende. Jeg har arbejdet aktivt med formidling i flere år. Heriblandt på Planetarium, hvor jeg har holdt oplæg, lavet science shows og undervist børn og unge i alle aldre. Mit fagområde er bredt, og strækker sig ind i flere kategorier af fysik og rumforskning. Derudover har også undervist og holdt diverse studierelaterede oplæg for mine medstuderende i min studietid, og tidligere undervist børn og unge i musik.
Jeg er bachelor i Geofysik og Rumteknologi fra DTU, som er en bred fysikingeniøruddannelse. Jeg er mest interesseret i jordens storskala fysiksystem, især klimaforandringer. Jeg har arbejdet med satellitdata for at finde og måle dybden af smeltevandssøer på havisen, og i mit bachelorprojekt var en 1D model af drivhuseffekten, med fokus på at gøre det så nemt og simpelt at forstå så muligt, men stadig er baseret på virkeligheden. Jeg går meget op i at forklare og formidle naturvidenskaben på en spiselig og korrekt måde, så flest mulige bliver interesseret i og forstår noget af naturvidenskaben.
Jeg tror ikke på, at man skal være ekspert på et område, for at forske i det. Jeg er medicinstuderende på Aarhus Universitet og har altid haft en særlig interesse for grænselandet mellem naturvidenskab og humaniora især når det gælder menneskehjernen.
I gymnasiet deltog jeg i Projekt Forskerspirer med min synopsis “Har forældrenes engagement indflydelse på elevens karakter”, underligt nok i kategorien SAMF, selvom det lå langt væk fra min studieretning. Man skal undre sig, stille spørgsmål og være nysgerrig nok til at undersøge hvad svaret kunne være, uanset om idéen opstår indenfor et felt man mestrer eller ukendt land. Det er et budskab jeg gerne vil motivere hos andre, og forhåbentligt også efterleve selv undervejs, mens jeg studerer.
Til dagligt har jeg sabbatår og fokuserer på at lave billedkunst og musik. Jeg har været involveret i talentmiljøer med både min videnskabsinteresse og billedkunst, hvorfor jeg også tilbyder oplæg om forskellen de kan gøre for unge med trivselsbesvær. Jeg har deltaget i videnskabskonkurrencer regulært siden jeg gik i 7’ende klasse og har derfor stor erfaring med projektarbejde, videnskabelig metode og videnskabsformidling i øjenhøjde.
Min forskning har været indenfor biologi og bioteknologi, hvor jeg bl.a. har arbejdet med nitrogenfikserende bælgplanter og omlægningen af det danske landbrug. Mine projekter indeholder altid en vinkel af lige adgang til bæredygtighed og kreativitet. Jeg har formidlet min forskning til Unge Forskere, Biotekmesterskaberne, Forskerspirer, Stockholm International Youth Science Seminar og senest International Science & Engineering Fair 2026.
Jeg er fysikstuderende på Københavns Universitet hvor jeg har særlig stor erfaring med astrofysik igennem egen forskning. Her har jeg arbejdet med det tidlige univers, sorte huller og modellering af galaksers gassammensætning. Jeg går særligt op i at gøre naturvidenskab relaterbart og vække undren.
Selvom jeg er meget optaget af fysik har jeg bred erfaring i formidling af naturvidenskab generelt. Jeg har i den forbindelse præsenteret bioteknologi projekter til Unge Forskere, London International Youth Science Forum og International Swiss Talent Forum. Igennem min tidligere ansættelse på Experimentarium, som formidler, har jeg lavet mange oplæg, shows og workshops om de mest grundlæggende naturvidenskabelige fænomener til alle klassetrin. Nu er jeg ansat på Københavns Universitet som instruktor og underviser de yngre årgange i fysik.
For mig handler videnskabsformidling ikke blot om at forklare forskning, men også om at skabe nysgerrighed og engagement hos andre unge. Jeg er gymnasieelev med en stor passion for forskning inden for natur og sundhedsvidenskab særligt inden for lægemidler og antibiotikaresistens. Jeg interesserer mig for, hvordan forskning kan være med til at løse nogle af de største sundhedsmæssige udfordringer, vi står overfor, og jeg brænder for at gøre kompleks videnskab forståelig og relevant for andre unge.
I 2026 deltog jeg i finalen i Unge Forskere med et projekt om antibiotikaresistens, hvor jeg modtog Blooms forsknings og formidlingspris for min evne til at formidle mit projekt til et bredt publikum. Jeg ser samtidig meget frem til at skulle formidle projektet på BLOOM Festival næste år.
Jeg studerer psykologi på Aarhus Universitet og arbejder som forskningsassistent ved Enhed for Søvn- og Døgnrytmepsykologi (SCaPE), hvor jeg bidrager til eksperimentelle undersøgelser af søvn, vågenhed, døgnrytmer og kognition. Her har jeg fået en særlig interesse for samspillet mellem søvn, bevidsthed, mental trivsel og menneskelig adfærd.
Jeg er generelt drevet af en stor fascination af mennesket og de spørgsmål, der opstår i spændingsfeltet mellem psykologi, filosofi og naturvidenskab. Jeg interesserer mig særligt for bevidsthed, eksistentiel psykologi og for, hvordan forskellige videnskabelige perspektiver former vores forståelse af menneskelig erfaring og virkelighed. Herunder interesserer jeg mig blandt andet for perception, identitet, lidelse, mental trivsel og forholdet mellem krop, sind og omgivelser. Jeg har desuden en særlig interesse for Søren Kierkegaards eksistentialisme og for de eksistentielle spørgsmål om mening, frihed og menneskets vilkår. Samtidig er jeg optaget af naturvidenskabens og fysikkens grænser i forsøget på at forstå bevidsthed og menneskelig erfaring, samt hvordan komplekse idéer og forskningsområder kan formidles på en måde, der vækker nysgerrighed, refleksion og undren.
Jeg har erfaring som lærervikar og mentor, og jeg har faciliteret meditationsworkshops og guidede meditationer med fokus på mental trivsel og sundhed. Jeg er desuden aktivt medlem af Mensa Danmark og interesserer mig særligt for tværfaglig tænkning og videnskabsformidling på tværs af discipliner.
Jeg læser molekylær biomedicin på Københavns Universitet. Her er der særlig fokus på menneskekroppen på molekylært, cellulært og fysiologisk niveau samt hvordan kroppen fungerer på forskellige niveauer under forskellige tilstande som f.eks. sult, motion eller hvile. Min passion er at gøre naturvidenskab mindre intimiderende, kedeligt og svært.
Mine interesser inden for naturvidenskab rækker bredt og dækker over det meste inden for STEM (Science, Technology, Engineering og Mathematics). Jeg har meget erfaring med generel naturvidenskabelig formidling i form af mange forskellige oplæg, shows, bootcamps, værksteder og demonstrationer af forsøg via min ansættelse på Experimentarium, hvor jeg har vist og fortalt om alt lige fra sæbebobler, lys og livredning til ild, organdissektion og elektromagnetisme. Desuden har jeg også vundet DM i robotteknologi og været med mit hold til VM i robotteknologi i Schweiz.
Jeg er robotingeniørstuderende på SDU, Syddansk Universitet, hvor jeg har arbejdet med et bredt spektrum af robotteknologi. Mine erfaringer spænder fra autonome linjefølgerobotter og bartender-robotarme til FPV-droner og robuste kamprobotter (Robonexus 2026, Saudi Arabien). En af mine helt store interesser er den hastigt udviklende verden inden for AI og neurale netværk, som jeg også har arbejdet med i flere projekter. Et af disse forskningsprojekter gav mig titlen som Forskerspire i 2023 og en 3. plads i Unge Forskere i 2024.
Derudover har jeg undervist samt holdt foredrag og workshops for både grundskoler og gymnasieklasser. Når jeg formidler, er det vigtigt for mig at skabe engagement og vække nysgerrighed. Det gør jeg især ved at inddrage lytterne aktivt i oplægget gennem små opgaver, spørgsmål og konkrete eksempler, så de ikke blot lytter, men også bliver en del af oplevelsen og refleksionen.
Jeg er videnskabsformidler, lærer og rum-entusiast. Med en baggrund som udskolingslærer i matematik, fysik/kemi, biologi og geografi samt erfaring som formidler på Planetarium, har jeg specialiseret mig i at gøre naturvidenskab levende. Jeg er drevet af faglige udfordringer og hurtig tilegnelse af ny viden, hvilket jeg bruger til at skabe bro mellem komplekse fænomener og den menneskelige nysgerrighed. Som matematikvejleder og aktiv underviser sikrer jeg, at formidlingen altid er pædagogisk velfunderet og målrettet modtageren.
Jeg er farmaci studerende på Københavns Universitet, med særlig interesse indenfor lægemidlers anvendelse og interaktioner mellem lægemidler. Ved siden af studiet er jeg tilknyttet et forskningsprojekt indenfor psykiatrien, hvor jeg pt. assisterer med hvordan kompleks data kan behandles og analyseres. Jeg har erfaring med formidling fra forskellige projekter, såsom Projekt Forskerspirer og Unge Forskere. Desuden har jeg undervist udskolingselever gennem Ungdommens Naturvidenskabelige Forening.
Det jeg synes er interessant ved naturvidenskab og formidling er, hvordan mange forskellige områder hænger sammen, og hvordan god forståelse af grundprincipper kan åbne for en langt bredere forståelse inden for et emne. Mit fokus i min formidlingen er derfor at skabe koblinger mellem forskellig teori, og deres betydning i praksis.
I am an Engineering student at the Technical University of Denmark (DTU). Through my research, I have niche knowledge in AI diagnostics, epigenetics, and diabetes. I have presented my biomedical engineering project at Unge Forskere, the European Union Contest for Young Scientists (EUCYS), and the Regeneron International Science and Engineering Fair (ISEF). I aspire to become a biomedical engineer, specifically aiming to make medicine more inclusive through technology. My current project at DTU is in Synthetic Biology, where our team will be presenting our research at the International Genetically Engineered Machine (iGEM) competition.
Although my expertise lies in life sciences, I consistently update myself with developments in science, hence why I am passionate and extremely comfortable in communicating science in general. For instance, I have presented technical pitches to Ramboøll to address the water crisis in the refugee camp in Kenya. In a similar vein, I have presented sustainability projects in universities and high schools. Overall, I am experienced in communicating science in a comprehensible manner to diverse audiences. Truly, I believe science is only as useful and magical as it is if everyone makes an effort to understand it themselves, and helps others understand it as well.
Jeg er en ung forsker, der formidler sundhedsvidenskab og psykiatri fra en tværfaglig position med fokus på pluralisme, kompleksitet og ydmyghed i forståelsen af feltets problemstillinger. Min formidling tager afsæt i egen forskning i tarmmikrobiomet i relation til psykisk lidelse samt igangværende projekter inden for filosofi, videnskabsteori og metode. Jeg er særligt optaget af, hvordan vi kan styrke evidensgrundlaget for behandlinger i psykiatrien, hvordan diagnoser og behandlingsmodeller formes i spændingsfeltet mellem biomedicinske forklaringer og patienters levede erfaringer, samt hvordan begreber som normalitet, sygdom og eksistens forstås i en psykiatrisk kontekst.
Jeg har holdt oplæg på skoler, åbent hus-arrangementer, i den gamle festsal på Københavns Universitet, ved Big Bang-konferencen samt interne forskningsseminarer. Derudover har jeg erfaring med posterpræsentationer og pitches hos Unge Forskere og har repræsenteret Danmark ved Latinamerikas største præ-universitære videnskabsmesse, Mostratec. Jeg er desuden partner i projektet “Mikrobernes verden er for alle”, hvor jeg har formidlet mikrobiomforskning til unge gennem videoformater, og jeg underviser på Sundhedsvidenskabelig Sommercamp i 2025 og 2026. Som medstifter og næstforperson i Unge Videnskabsformidlere samt ungepanelmedlem hos Videnskab.dk arbejder jeg aktivt for at gøre videnskab mere tilgængelig og engagerende.
Jeg formidler naturvidenskab med fokus på fysik, herunder væsker og matematisk modellering, med afsæt i egne forskningsprojekter og kobling til centrale fysik- og matematikbegreber, og holder desuden oplæg og workshops om naturvidenskabeligt projektarbejde fra idégenerering til den naturvidenskabelige metode med fokus på undersøgende arbejdsformer.
Jeg har holdt oplæg ved bl.a. Stockholm International Youth Science Seminar, London International Youth Science Forum og Bloom Festivalen samt for Styrelsen for Uddannelse og Kvalitet, konferencer, folkeskoler og gymnasier, og er i dag Head of Communications ved SIYSS med erfaring som udstillingsguide ved Selskabet for Naturlærens Udbredelse samt modtager af bl.a. Lundbeckfondens Formidlingspris, Blooms Forsknings- og Formidlingspris og Ungdommens Naturvidenskabelige Forenings Særpris for Formidling. Jeg er medstifter og forperson for Unge Videnskabsformidlere fordi jeg tror på, at forskning først for alvor får betydning, når den bliver delt, diskuteret og sat i perspektiv
Jeg er HTX-student fra Campus Bornholm, hvor jeg især arbejdede med projekter indenfor teknologi og biokemisk procesteknik. De seneste år har jeg gæsteundervist hos NaturBornholm i deres Scienceklub, og har derudover engageret mig i diverse projekter gennem Ungdommens Naturvidenskabelige Forening (UNF). Jeg bor i Frankrig frem til august 2026, fordi jeg via Det Europæiske Solidaritetskorps formidler et projekt om miljøbevidsthed til børn i alderen 8-13 gennem den organisation, jeg arbejder frivilligt hos i Normandiet. Dette foregår primært på fransk, og min oplevelse har klart været, at man kommer langt med den rigtige udstråling og energi trods sprogbarrierer og kulturforskelle.
Generelt formidler jeg ofte miljørelaterede temaer til en målgruppe på alt mellem 5 og 15, og gennem mit organisationsarbejde har jeg også kontakt med unge på min egen alder eller ældre. Jeg er stor tilhænger af uformel læring, hvorved man på en legende måde undersøger et givent emne og dermed vækker nysgerrig gennem “learning by doing”. Mit hovedmål med formidling er nemlig at skabe engagement omkring naturvidenskab. Jeg ønsker at inspirere andre unge til at bruge deres viden aktivt, og til at følge deres egne interesser og drømme, især inden for STEM (Science, Technology, Engineering & Mathematics).